Uno-X løfter ladekapaciteten i Vejle S med nye lynladere
Uno-X udvider nu sin ladelokation i Vejle S og fordobler kapaciteten fra seks til tolv udtag. Med etableringen af tre nye 300 kW lynladere ved lokationen på Godthåbsvej 55 bliver det endnu lettere for elbilister i området at lade hurtigt og effektivt – lige ved motorvejsafkørslen.
Den oprindelige lynladeløsning ved lokationen blev taget i brug i maj 2023 med stor interesse fra både lokale og gennemkørende elbilister. Kapaciteten blev dengang etableret med tre lynladere, og nu – knap et år senere – opgraderes der på grund af massiv efterspørgsel yderligere med tre nye standere, så i alt seks lynladere fremover kan betjene tolv elbiler ad gangen.
Udvidelsen er sat i drift i begyndelsen af april og sker som led i Uno-X’s strategi om at sikre god ladeinfrastruktur - også uden for de største byer.
“Vi arbejder målrettet på at udbygge lynladning dér, hvor behovet er. Vejle er et vigtigt knudepunkt i den østjyske infrastruktur, og udvidelsen i Vejle S er med til at gøre det endnu nemmere for elbilister at planlægge deres ture uden at gå på kompromis med fleksibiliteten,” siger Bo Bendixen, Director eMobility i Uno-X.
Som med Uno-X’ øvrige lynladelokationer er der fokus på høj ladeeffekt og brugervenlighed. Alle ladelokationer kan benyttes uden abonnement eller binding – samtidig med at langt de fleste ladeapps og kontaktløse kort kan benyttes.
“Vi ved, at en stor del af opladningen foregår uden for hjemmet – og derfor er det vigtigt, at processen er enkel og tilgængelig. Når kunderne vælger Uno-X, skal de vide, at de kan komme hurtigt videre igen. Det gælder både dem, der oplader på vej til arbejde, og dem, der er på gennemrejse,” siger Bo Bendixen.
Med op til 300 kW per ladestander kan de fleste elbiler oplades fra 0 til 80 procent på omkring 30 minutter – og ved flere biler på samme stander fordeles effekten automatisk, så begge biler oplades med deres maksimale kapacitet.
Med udvidelsen i Vejle S styrker Uno-X sin tilstedeværelse i Østjylland, mens energiselskabet fortsætter udrulningen af et hastigt voksende landsdækkende netværk af lynladere, der allerede tæller over 20 lokationer og muligheden for at 126 biler lader på samme tid.
